Om bebyggelsen
Bebyggelsen i Røglevænget består af 70 huse i forskudte kæder af sammenbyggede kædehuse med adgang fra stik- og stamveje til det enkelte hus. Disponeringen skaber en art bymæssig tæthed, navnlig mod øst (Rådhusvej), hvor stamvejene har karakter af fodgænger-/legeareal.
Mellem grupper af huse er etableret gangstier der giver gående og cyklende nær adgang til de enkelte huse fra Røglevej og Rådhusvej, hvorved kørende og gående i vidt omfang adskilles. Bebyggelsen omkranser fællesarealer med legeplads og mulighed for boldspil og der er mod nord anlagt et større grønt fællesareal og en parkeringsplads for beboere uden carport og for gæster.
Husene er orienteret i forhold til adgangsveje og dagslys/solindfald, så det opstår en variation af facader og gavle og en orienteringsmæssig genkendelighed for beboerne. Alle huse har en forhave der udgør en buffer zone i forhold til vejforløbene.
Bebyggelsesplanen er uden tvivl inspireret af de (få) gruppebebyggelser, der blev opført i Danmark inden typehusboomet for alvor tog til.
Om husene
De 70 gårdhavehuse findes i 4 typer – med og uden carport og i spejlvendte versioner. Alle huse er udført som vinkelformede gårdhavehuse på 136 m2 i én etage. Indgangsfacaden er trukket tilbage fra vejarealet og har forhave og udhus mod vej og flertallet med en carport. Fra gårdhaven har alle huse udgang til stisystemet.
Husene er opbygget med bærende bagmur og et bærende søjle-/bjælkesystem i limtræ. Dette gør indretningsmulighederne meget fleksible, således at den forholdsvis åbne planløsning uden bærende indvendige vægge kan ændres efter behov, uden at dette får konsekvenser for arkitekturen.
Mod vej/adgang fremtræder husene med gennemgående vinduesbånd og med glasfacader mod den afskærmede gårdhave, hvilket giver stor sammenhæng mellem inde og ude og et godt dagslysindfald.
Husene er særdeles fleksible og velfungerende, eneste ”ulempe” er, at bebyggelsesstrukturen og den tinglyste deklaration ikke tillader udvidelser.
Om arkitekturen
Bebyggelsen fremtræder med flade tage med relativ høj stern, gule teglfacader af blødstrøgne mursten mod omgivelserne og sortmalede døre og vinduer samt udhuse i en vedtaget farveskala svarende til den oprindelige farvesætning.
Arkitekturen er udtryk for videreførelse af den Modernisme som blev fremherskende fra 1960’erne. Karakteristisk for Modernismen er modulering af bygningerne, rene former, lige linjer og ingen eller kun få dekorative indslag – arkitekturen afspejler det moderne samfund.
Bebyggelsen i Røglevænget er i høj præget af disse tanker og et fint eksempel på boligbyggeri fra 1970’erne, hvor industrialisering og standardisering af en-familehusbyggeriet tog fart og i vidt omfang hentede inspiration i amerikansk og japansk boligarkitektur.
I modsætning til mange tilsvarende samlede bebyggelser fra 1970’erne bebyggelsen i Røglevænget i dag - næsten 50 år efter opførelsen – stort set urørt som et fint eksempel på planlagt samlet boligbyggeri fra perioden.
Bebyggelsen fremtræder harmonisk og velproportioneret, med gode varierede fælles uderum, der indbyder til fællesskab og social interaktion mellem beboerne., og gode fleksible boliger, der fortsat kan opfylde dagens behov.
Husene er velholdte og uden skæmmende tilbygninger, uheldige vinduesudskiftninger og afvigende farvevalg. De fælles udearealer er velholdte og opdateret, senest ved Allerød Kommunes bidrag til udskiftning af vejtræer som erstatning af de gamle træer, der måtte lade livet i forbindelse med renovering af fortovene i bebyggelsen.
Bebyggelsen har på sin egen måde dokumenteret sin bæredygtighed ved - i modsætning til traditionelle parcelhuskvarterer hvor nedrivninger hyppigt sker til fordel for nybyggeri - at kunne opretholde sin karaktér og funktionalitet som et attraktivt boligområde, hvor rammerne for fællesskab og privathed har dokumenteret holdbarhed på trods af de mange år.
Flere af de nuværende ejere har boet i Røglevænget siden opførelsen og husene er attraktive for børnefamilier, der bl.a. tiltrækkes af det trygge miljø. På denne måde bidrager bebyggelsen i Røglevænget til arkitektonisk (og social) kvalitet i Allerød Kommune.